Kontakt receptionen

HISTORIE

BRØNDUMS HOTEL: AUTENTISK DANSK KULTURHISTORIE

Så snart man træder over dørtærsklen og ind bag de røde mursten på Brøndums Hotel, fornemmer man den særlige ånd, der hersker på stedet.

Lyset strømmer ind ad de sprossede vinduer og rammer den smukke sildebensparket i de stemningsfulde stuer, hvor hvert rum har sin egen nuance på væggene.
Her er tradition, kvalitet, ordentlighed og imødekommenhed gennemgående nøgleord; og det har de været siden 1859.

Glæd dig til at skrue tempoet ned, nyde sanseligheden, beundre æstetikken og mærke stemningen i Brøndums dagligstue, hvor ikoniske danske personligheder som fx Georg Brandes, Carl Nielsen, Marie og P.S. Krøyer, Holger Drachmann samt Anna og Michael Ancher har holdt middagsselskaber og fester for cirka 150 år siden.

Fra købmandsgård til hotel
Brøndums Hotel var oprindeligt en købmandsgård. Men i 1859 fik købmand Erik Brøndum også status som gæstgiver og indrettede derfor et par værelser til overnattende gæster. Omkring 1870 kaldte købmand Brøndum sin ældste søn Degn Brøndum hjem til Skagen. Han havde nogle år været i bl.a. København for at stå i lære som købmand.

Da Erik Brøndum døde i 1890, overtog Degn købmandsgård og hotel. Her boede han sammen med sin mor Ane Hedvig Brøndum og de to søstre Marie og Hulda. To andre søskende, Agnes og John, vente senere tilbage til hjemmet. Kun søsteren Anna giftede sig og stiftede familie. Anna Ancher blev dog boende i Skagen tæt på barndomshjemmet. Søstrene Hulda og Marie Brøndum var hele livet meget betydningsfulde for hoteldriften og hele stemningen på hotellet.

En både visionær, imødekommende og nøjsom herre
Degn Brøndum var en nøjsom og beskeden mand. Det fortælles om ham, at han mødte gæsternes krav om badeværelser på hotellet med et skuldertræk; selv cyklede han om sommeren ud og tog et havbad. De kunne jo bare gøre det samme!

Han var samtidig imødekommende og mødte alle mennesker med samme ånd, uanset om det var en lokal fisker, en handelsrejsende eller den svenske konge. Og han lånte gerne penge til fiskerne eller kautionerede for deres lån.

Endelig var han utroligt visionær og driftig. Med Degn Brøndum ved roret blev hotellet således udvidet utallige gange, så det forvandlede sig fra købmandsgård til et af Danmarks største og mest kendte hoteller.

”Når man ser fotografier fra Skagen, dengang Degn begyndte at udvide, rager Brøndums hotel op som Eiffeltårnet i Paris. Det var nogle kæmpe byggerier, og fiskerne har sikkert tænkt sit. Men det gik kun fremad, og han byggede fx også et stort anneks nede ved stranden, som også blev en succes,” forklarer Ane Bjerg Thomsen, formidlingsudvikler på Skagens Kunstmuseer, og understreger:

”Degn Brøndum var en af de mest betydningsfulde mænd i byen og har været med til at eksponere Skagen, selvom han overhovedet ikke var interesseret i at eksponere noget som helst; og slet ikke sig selv!”

Kunstnerkolonien var en del af familien
En af Degn Brøndums fem søskende, Anna Brøndum, var kunstner. Hun giftede sig til efternavnet Ancher og var en del af kunstnerkolonien i Skagen.

I 1870’erne begyndte de første kunstnere at rejse til Skagen. Flere af dem indlogerede sig på Brøndums Hotel. Og her blev de taget godt imod. Iblandt kunstnerne var Michael Ancher, Degn Brøndums senere svoger.

”Familien Brøndum har på en måde bygget bro mellem kunstnerne og Skagen. Degn Brøndum var en åndsfælle for dem; han læste Politiken, lyttede til valg i radioen, var politisk interesseret. Et kulturradikalt og meget orienteret menneske på alle mulige måder. Vi har indtryk af at familien Brøndum var gode til at hjælpe kunstnerne til rette i Skagen og måske vejlede i forhold til at finde vej til særlige motiver. Man kan forestille sig, at det har været nyttigt med Brøndums lokalkendskab, hvis en kunstner ville male en særlig fiskertype fx med stort rødt skæg, og om det eventuelt var klogt lige at snakke med hustruen først,” beretter Ane Bjerg Thomsen.

Samtidig fik kunstnerne lov til at indrette hotellets spisesal med deres malerier og bemalinger på væggene. Spisesalen kan nu opleves på Skagens Museum, som faktisk er etableret bl.a. på initiativ fra Degn Brøndum.

”Hotellet var selvfølgelig for gæster, men det var også et hjem for familien. De levede selv i stuerne og spiste ofte sammen med gæsterne. Så når man kom som gæst på hotellet, især i ydersæsonen, så var man en del af familien,” fortæller hun.

Overdådig kogekunst og høj kvalitet i køkkenet
Brøndums Hotel har gennem årene dannet ramme om mange skønne fester og højtider. Det kan man også læse i de breve, gæsterne skrev og modtog. Eksempelvis i dette brev.

Brev fra kunstnerparret Betty og Einar Hein [Frederiksberg] til Anna Ancher [Skagen] – 30.12.1919
Kære Anna Ancher.
Jeg og Einar ønsker Dig og Mikkel et gladeligt Nytaar og “Tak for det
gamle”. Tak for Din venlige Julehilsen I har vist haft det dejligt deroppe i
Julen, tænk at spise Gaasesteg med Rødkaal til i den dejlige Spisestue og
svinge et Par af Degns berømte Bægre, det var lige noget for mig, hvis
Architekten er deroppe vil Du saa hilse ham fra mig og ønske ham gladeligt
Nytaar. Hils ogsaa Hulda Marie og Degn mange Gange fra mig og ønsk dem
et gladeligt Nytaar.
Mange kjærlige Hilsner til Jer begge fra
Din hengivne Einar og Betty

Generelt vidner brevene om overdådige måltider og høj kvalitet i køkkenet. Faktisk var Hulda Brøndums kogekunst særdeles avanceret, tiden taget i betragtning.

”Hun har stået og lavet Babettes Gæstebud-agtige middage, mens andre i Skagen spiste fisk og kartofler. Hun har bestilt varer hjem fra København for at lave desserter og tilbehør, som man slet ikke kunne forestille sig. Vi kan også læse, at vinkælderen selv dengang var noget særligt,” afslører Ane Bjerg Thomsen.

Brev fra Anna Ancher [Skagen] til Helga Ancher [København] – 22.3.1919
Skagen. Lørdag Kl 12
Kjære Helga!
Ja, det blev en meget vellykket Fest iaftes den 21de. Deilig Mad, Østers,
Tunge med Ærter, Laks, Gulerødder, Kalkunsteg med Fars, og Krystader
til med Fyldning, og Is, baade Chokolade og Annanas Is. Æbler, Kaffe ved
Bordet. God, munter Stemning!

En særlig ånd, der fortsat lever
Anna Ancher var den eneste i søskendeflokken, som giftede sig og fik barn; Helga Cathrine Ancher. Da hun døde i 1964 uddøde slægten Brøndum.

Den ånd, som familien Brøndum var med til at skabe, lever dog fortsat på hotellet. Derfor kan man den dag i dag fortsat nyde godt af den imødekommende betjening, gode mad, dejlige vin og særlige charme på Brøndums Hotel.

”Der er en helt særlig ånd på hotellet. Brøndums Hotel er virkelig et stykke dansk kulturhistorie,” pointerer Ane Bjerg Thomsen.

Oplev vores historiske rammer
Vi glæder os til at tage imod dig i vores historiske rammer – hvor vores imødekommende personale fortsat sikrer, at alle gæster føler sig hjemme.

Uanset om du planlægger et weekendophold, en enkelt overnatning eller en frokost i restauranten, lover vi et stemningsfuldt og mindeværdigt besøg med kvalitet som det gennemgående nøgleord.